Modern Warfare 2 Screenshot

Spil bryder krigens regler

For mange spil lader dig overtræde de internationale regler for krigsførelse. Det konkluderer en ny schweizisk rapport, der ønsker at starte en debat om sagen.

27. november 2009

I mange spil bliver du ikke straffet for at skyde på civile, sende varmt bly efter kirker eller moskéer, eller begå andre krigsforbrydelser. Snakken om vold og computerspil har gået hånd i hånd næsten lige så længe som genren og mediet har fandtes. Men hvor man før i tiden skød små grønne rummænd, der var så groft pixeleret at det var svært at se hvad det skulle forestille, eller hoppede over tønder som en arrig gorilla kastede efter en, er grafikken og handlingerne i spillene efterhånden nået til et punkt hvor realismen er i højsædet og man kan få en dårlig smag i munden ved at tage en forkert beslutning og bevidne konsekvenserne.

De såkaldte ”First Person Shooter” eller FPS-spil, hvor man ser tingene ud af øjnene på den karakter man spiller, er blandt de mest populære genrer til computerspil. Hvor børn før kunne lege røvere og soldater i haven, er det nu terrorister og specialstyrker der spilles på pc’en. Her er målet ikke kun er at dræbe modstanderne, men også bombe en kontorbygning, eller kidnappe og snigmyrde vigtige personer.

En ny rapport navndøbt ”Playing by the Rules”, at ”spille efter reglerne”, som er udarbejdet i et samarbejde mellem to uafhængige organisationer i Schweiz forsøger at skabe debat om denne type spil. De mener, at de grundlæggende principper – f.eks. at man ikke må kunne skyde civile, eller ødelægge civile og religiøse bygninger – bør være en del af spillene, som dermed også vil blive mere realistiske, varierede og sjovere.

Rapporten har taget fat i en bunke af de mest populære og aktuelle skydespil, og har, i de fleste af spillene fundet overtrædelser af de internationale regler om krigsførelse. Det nye Call of Duty: Modern Warfare 2 spil, er blevet voldsomt kritiseret for netop sådan en situation, da man i en bane i en russisk lufthavn, kan skyde og dræbe uskyldige civile sammen med en flok russiske terrorister. I enkelte lande, som f.eks. Tyskland har man modificeret spillet, så spilleren kan skyde politifolkene, når de skyder efter en, men ikke de civile.

Formålet med rapporten er ifølge rapportens forfattere ikke at hjælpe dem, der ønsker computerspil forbudt. De ønsker bare at stille spørgsmål ved, hvorvidt krigsspillene holder sig til de internationale konventioner for krigsførsel.

Måske er du interesseret i ...