nyheder/microsoft_logo_145.jpg

SP2 til Vista giver problemer

Service Pack 2 til Vista er lige på trapperne, men nu advarer Microsoft om, at der kan være problemer med nogle programmer.

5. maj 2009

Service Pack 2 (SP2) til Windows Vista og Windows Server 2008 indeholder mange opdateringer til styresystemet, der skal forbedre sikkerheden og stabiliteten i Windows Vista og Windows Server 2008. Desværre ser det ud til at flere programmer ikke længere fungerer, når du har installeret SP2.

I nogle tilfælde vil et program helt nægte at starte, i andre tilfælde er det enkelte funktioner, der ikke virker korrekt. Microsoft har i en artikel på deres hjemmeside beskrevet problemerne, og har nu offentliggjort en liste med de programmer, der har problemer.

Eusing Free Registry Cleaner 2.0, Spy Sweeper 5.3 og Arcsoft Totalmedia 2.1 bliver blokeret eller kan ikke starte. Vista OS X, som får styresystemet til at ligne en Mac, fungerer heller ikke med SP2.

Det gratis antivirus-program Avira AntiVir 8 har også problemer. Hvis det fortsat skal virke, er du nødt til at opgradere til den nye version 9. Trend Micro Internet Security 2008 kræver også en opdatering for at fungere med SP2.

Listen er sandsynligvis ikke komplet og Microsoft understreger at ansvaret ligger hos den enkelte software-leverandør. Microsoft anbefaler derfor, at brugerne kontakter software-leverandøren, hvis der er problemer med programmer efter installation af SP2.

Måske er du interesseret i ...