En bunke cd'er ved en højttaler

Cd'en fylder 35 år. Vi gør dig klogere på den runde skive. 

© Shutterstock

5 ting du ikke vidste om cd'en

Det er i år 35 år siden, den første cd blev trykt på Philips' fabrik i Hannover. Det fejrer vi ved at afsløre fem ting, som du med garanti ikke vidste om den sølvfarvede skive.

16. august 2017 af Henning Dadkhah Rasmussen

Da den første cd for 35 år siden forlod Philips' fabrik i tyske Hannover, var der gået adskillige års udviklingsarbejde forud. 

Undervejs indgik opfinderen Philips et samarbejde med japanske Sony, og det medførte nogle afgørende justeringer af cd'ens design. 

5 overraskende detaljer om cd'en:

1. Størrelsen

Philips prototype på en cd var 11,5 cm i diameter og havde plads til én times musik. Men Sony ville have længere spilletid, og derfor havde den endelige udgave plads til 73 minutter. 

Samtidig var det et krav fra Sony, at cd'en skulle passe i en japansk skjortelomme, der er 12 cm bred. Derfor fik cd'en samme størrelse.

2. Hullets størrelse

Philips fik lov at bestemme størrelsen på hullet i midten, og den endte med at passe præcis til en hollandsk 10 cent, der på hollandsk hedder en "dubbeltje".

3. Verdens første cd-afspiller

Sony lancerede 1. oktober 1982 verdens første cd-afspiller CDP-101, og en måned senere var Philips klar med deres version CD100.

4. ABBA var de første

Kort efter lanceringen af cd-afspillerne kom den første cd fra Hannover på gaden. Det var ABBA's album The Visitors, som året før var lanceret på vinylplade.

5. Streaming dræber cd'en

Der er til dato solgt mere end 2,5 milliarder eksemplarer af cd'en, men i dag er cd'en efterhånden afløst af streamingtjenester og MP3-downloads. 

Således udgør musik på cd nu kun 6,3 procent af det danske marked, mens streaming sidder på 80 procent af markedet.

Måske er du interesseret i ...