Adobe Photoshop CS5 box

Lej Photoshop i en måned

Har du brug for at redigere en stak billeder, men mangler lyst til at betale 12.000 for Adobes Photoshop, kan du nu i stedet leje programmet på månedsbasis.

12. april 2011

Med den nye udgave af det kendte billedbehandlingsprogram Photoshop har Adobe, der er firmaet bag, lanceret en ny forretningsmodel: I stedet for at betale de 8-12.000 kroner, som programmet koster, kan du nu leje det på års- eller månedsbasis. Det betyder, at du har mulighed for at prøve det, inden du køber, men du kan også vælge at bruge det permanent og blot betale hver måned.

Det koster 580 kroner om måneden at leje Adobe Photoshop CS5.5, hvis du ikke vil bindes til mere end en måned ad gangen, og cirka 350 kroner om måneden, hvis du binder dig i et år. Lejer du programmet på månedsbasis, vil du altså have betalt det samme som den fulde pakke efter cirka 14 måneder (men du ejer den alligevel ikke efter den tid), så tilbuddet er nok smartest for de der kun har brug for Photoshop en gang imellem. Den udgave af Photoshop, du kan leje, er nøjagtig den samme, som hvis du havde købt programmet, og den skal altså installeres på din harddisk og aktiveres.

Du kan leje Photoshop fra Adobes hjemmeside via linket foroven. Find den udgave af programmet du er interesseret i, klik på Buy og vælg så Subscription ud for version. I rullemenuen lige under vælger du om du vil leje per måned eller for et helt år.

Måske er du interesseret i ...