Internet Explorer logo

Google dropper Internet Explorer 6

Google vælger nu at stoppe for Internet Explorer 6 i flere af selskabets tjenester.

Fra den 1. marts understøttes den ni år gamle browser, Internet Explorer 6, ikke længere i Google Docs, den gratis webbaserede kontorpakke som internet-giganten supplerer. En sårbarhed i netop Internet Explorer har spillet en væsentlig rolle i denne beslutning, og har da også betydet at både den Tyske og Franske regering tidligere har anbefalet at opgradere til en nyere version, eller bruge en anden browser.

Googles liste af understøttede browsere inkluderer derfor ikke længere Internet Explorer 6, samt andre ældre browsere, heriblandt Mozillas Firefox 2.0 og Googles egen Chrome 3.0.

"Vi begynder at udfase vores understøttelse og begynder med Google Docs og Google Sites," skriver Rajen Sheth, senior product manager for Google Apps, i et indlæg på virksomhedens enterprise-blog. "Derfor vil man muligvis fra 1. marts opleve, at kernefunktionalitet i disse produkter - samt nye funktioner i Docs og Sites - ikke fungerer ordentligt i ældre browsere."

Det var blandt andet den sårbarhed i Internet Explorer 6, der menes at være blevet misbrugt under det omfattende hackingforsøg Google var udsat for sidste år fra formodede kinesiske kilder, og som er skyld i, at Google nu overvejer helt at trække sig ud af Kina.

Selvom der nu findes både en Internet Explorer 7 og 8, er Internet Explorer 6 stadig den mest udbredte browser i verden. De seneste tal viser, at 23,3 procent bruger den trods dårlig sikkerhed og ringe funktionalitet.

Micrsoft har lovet at understøtte IE6 indtil april 2014, hvor al understøttelse af Windows XP også stopper.

Måske er du interesseret i ...