Windows 7 screenshot

Forlænget prøvetid på Windows 7

Den normale 30-dages prøveperiode på Windows 7 kan omgås, med hjælp fra en kommando beregnet til administratorer.

Windows 7 kan nu bruges helt op til 120 dage, før en aktiveringsnøgle skal indtastes. Selvom den normale grænse er 30 dage, hvorefter brugeren skal aktivere sin kopi af Windows 7, kan man nu, med lidt fiksfakseri, forlænge sin prøveperiode med 90 dage.

Man kan nemlig benytte en speciel kommando, normalt beregnet til administratorer i virksomheder, til at nulstille prøveperioden op til tre gange, og dermed i princippet forlænge fristen fra 30, til 120 dage. Windows Secrets har publiceret en detaljeret guide, der viser hvordan denne kommando benyttes til at forlænge aktiveringsfristen.

I den sidste del af 30-dages-perioden dukker der en besked op, en gang om dagen – for til sidst at vise sig en gang i timen – og opfordrer dig til at indtaste en aktiverings-nøgle. Her kan kommandoen så benyttes.

Det drejer sig om kommandoen ”slmgr-rearm” som skal indtastes i en kommandoprompt åbnet med administrator-rettigheder. Når systemet så bliver genstartet, skulle den mekanisme der holder øje med prøveperioden være nulstillet. En kommando, der efter sigende altså kun kan bruges tre gange.

Microsoft tilføjer selv, at anvendelsen af denne mulighed ikke er en overtrædelse af licensaftalen for Windows 7. Samtlige 120 dage betegnes nemlig som en ”prøveperiode”.

Måske er du interesseret i ...