firefox567

Firefox igen-igen

Firefox version 7 er på gaden. Det sker kort efter lanceringen af version 6, og de hyppige skift giver faktisk store problemer.

29. september 2011

Hurtighed og udvikling lyder godt på papiret, men faktisk er der en del problemer med at være fremme i skoene med jævnlige programopdateringer. Den nye Firefox 7 byder på store hastighedsfordele i forhold til 6'eren, men størstedelen af nyhedsomtalen af browseren har faktisk hverken været fokuseret på programmets kvaliteter eller mangler, men derimod på det faktum, at den kommer så kort tid efter seneste version.

I løbet af 2011 har Mozilla lanceret hele tre nye versioner af den populære browser. Det giver problemer for virksomheder, der har svært ved at følge med og afse tid til at rulle softwaren ud til deres mange ansatte. Når Firefox 5 endelig er installeret hos alle ansatte skal man til at fortsætte forfra.

Hos Mozilla forsvarer man sig med, at browseren første og fremmest er til privatpersoner, men også almindelige pc-brugere døjer med opdateringerne. Når den nye version installeres, er der hver gang tilføjelsesprogrammer, der ikke længere fungerer med den nye version, og så skal man til at tage stilling til, om man vil droppe tilføjelserne, eller holde fast i den tidligere version af browseren. Det sidste valg kan ikke anbefales på lang sigt, da Mozilla dropper supporten af den ældre version det øjeblik, den nye kommer på gaden.

Måske er du interesseret i ...