Google fotos komdk 122015

Google ordner billederne

Det er overraskende nemt at overføre alle dine billeder til Google Fotos, og når de først er der, så sørger Googles computere for, at de tager sig bedst ud, uden at du skal røre en finger.

Mine døtre står smilende på en klippe midt i en flod. Vi er i Denver, Colorado, solen skinner og de grønne buske spejler sig i vandet, der på det animerede foto plasker over stenene i et evigt loop. Vandets bevægelser og vinden i pigernes lange lyse hår på det ellers stillestående billede gør, at man næsten kan høre flodens stille brusen.

Det bemærkelsesværdige er bare, at jeg aldrig optog nogen film. Blot en lille serie fotos, som en computer hos Google så af sig selv har klippet sammen til et dette animerede foto. Det eneste jeg gjorde, var at trække billederne fra min mappe på pc’en over på et Google Fotos-faneblad i min browser.

Hvis du bare vil have dine digitale pletskud i sikkerhed, så kan du bruge Google Fotos som en almindelig backup-løsning. Pladsen er den samme Google Drev benytter, så overstiger din samling 15 GB, må du købe dig ekstra plads.

Men hvis du hellere vil bruge Fotos som et stort og smart billedgalleri med en masse smarte funktioner, og kan du acceptere, at dine billeder så kun maksimalt må fylde 2.048 pixels i bredden (stadig det dobbelte af Fuld HD), så får du faktisk uendelig plads. Du kan simpelthen blive ved med at overføre fotos, uden at det tæller ned på den plads, du ellers har hos Google.

Så snart dine billeder er i Googles varetægt, går computerne i gang. Alle billederne bliver forbedret, så lys og farve står bedre og Google lægger også helt automatisk smarte og nogen gange sjove effekter på udvalgte billeder. Det kan være fremmede, der, som var det magi, forsvinder fra baggrunden af dine portrætfotos, eller serier af billeder, der bliver sat sammen til panoramaer, kollager eller små film. Og alt sammen uden at du behøver røre en finger. Kan du ikke lide effekterne, eller er du typen, der bare helst vil gøre den slags selv i et billedbehandlingsprogram, kan du fjerne effekterne med et klik. Men inden du gør det, så se lige, hvad Googles algoritmer finder på. Selv for en øvet hobbyfotograf er automatresultaterne ganske imponerende.

Læs med på de næste sider og lær, hvordan du får mest ud af de mange funktioner, hvad enten du bare vil lade computeren stå for det kedelige redigeringsarbejde eller selv vil have lidt mere kontrol over processen.

> Hent Google Fotos her

Måske er du interesseret i ...