boxer_183.jpg

Få digitalt tv via din antenne

Svenske Boxer har siden 1. februar leveret digital tv-dækning til Jylland, og nu er turen kommet til Hovedstaden, der allerede fra 1. maj kan modtage digitalt tv-signal.

18. marts 2009

Omkring 800.000 husstande i Hovedstadsregionen kan få glæde af digitalt tv fra svenske Boxer allerede fra 1. maj. Boxer leverer digitalt tv over det almindelige sendenet, så du kan modtage tv via din antenne. Under gunstige forhold kan du endda få adgang til digitalt tv, hvis du har en almindelig stueantenne. Du skal bare have en digital modtagerboks, og hvis dit fjernsyn ikke håndtere MPEG4, skal du også bruge en omkodningsboks.

Boxer tilbyder en række af de mest populære tv-kanaler som TV 2 NEWS, Discovery Channel og Animal Planet samt de gratis distribuerede kanaler DR1, DR2, DR Update og TV 2 digitalt. Prisen for introduktionspakken bliver 184 kroner om måneden.

Den digitale modtagerboks skal forbindes til fjernsynet og til antennen. Boksen skal - for at være sikker på at have adgang til det komplette udbud af digitalt antenne-tv - være en Boxer-godkendt MPEG4-boks forsynet med en kortlæser. Har man en nyere fladskærm med indbygget digital tuner og MPEG4-teknologi, behøver du blot et Boxer TV-modul, som er et udvidelseskort til din tv-modtager.

DR1 og TV 2 sender i dag både analogt og digitalt via det mastebaserede tv-sendenet, men det analoge signal slukkes november 2009. Herefter er tv-signalet til antenner kun digitalt.

Det signal som Boxer sender ud er et såkaldt DVB-T-signal, og det er jordbaseret. En DVB-T modtager kan sammenlignes lidt med en radio. En radio spiller lyden fra den radiostation, som den er indstillet til, og uanset hvor mange højttalere, der tilsluttes, er det den samme lyd, der kommer ud. Tilsvarende er det med en DVB-T modtager. Det er muligt at fordele sit tv-signal til flere steder i husstanden, men hvis husstanden kun har én DVB-T modtager, skal alle tv i husstanden se det samme program samtidig. Hvis du har flere tv i samme husstand, og du ønsker, at hvert tv skal kunne se de digitale signaler uafhængigt af hinanden, er der to muligheder: Enten skal der stå en DVB-T modtager ved hvert enkelt tv eller også skal du anskaffe dig en Multibox.

Senest 1. november er hele nettet fuldt udbygget med endnu flere tv-kanaler.

Måske er du interesseret i ...