nyheder/bug-labs-kit_145.jpg

Avanceret elektronik for begyndere

Med samlesættet Bug Labs kan man bygge elektroniske dimser uden at skulle fumle rundt med printplader og loddekolber.

CES i Las Vegas: Byg din helt egen elektroniske dims. Sådan lyder tilbuddet fra firmaet bag Bug Labs - et programmerbart elektronisk samlesæt.

Den gigantiske amerikanske elektronikmesse, CES, som vi har rapporteret fra de seneste dage, har budt på mange nyheder. De fleste af dem har været praktiske, men ikke særlig spændende videreudviklinger af velkendte teknologier: Der er fx kommet lidt flere gigabyte på hukommelseskortene og lidt flere tommer på LCD-fjernsynene.

Men hvis man virkelig længes efter en nyskabende elektronisk himstregims, så kan man da heldigvis bare bygge den selv. Med de programmérbare klodser i Bug Labs kan man fx bygge sit eget digitale kamera med GPS, trykfølsom skærm og trådløs internetadgang.

Kernen i Bug Labs er en lille computer kaldet BUGbase. Den bruges til at styre alle de andre enheder, som man tilkobler.

BUGbase koster 299 dollar (cirka 1500 kroner). De øvrige enheder koster fra 49 dollar (250 kroner) og op efter.

Samlesættets styresystem er gjort helt åbent, så alverdens computernørder frit kan udvikle nye funktioner, som andre så kan hente på nettet.

Bug Labs kan endnu ikke købes i Danmark.

Måske er du interesseret i ...