Verdensmester taber til skakprogram

Den russiske stormester Vladimir Kramnik tabte til skakprogrammet Deep Fritz i World Chess Challenge 2006. Han spillede dog lige op med programmet fire ud af seks gange.

Verdens bedste skakspiller mod verdens bedste skakprogram. Vladimir Kramnik mod Deep Fritz. I den forløbne uge har verdensmesteren Vladimir Kramnik spillet mod skakprogrammet Deep Fritz i den tyske by Bonn, og tirsdag sluttede turneringen med stillingen 4-2 i computerens favør. En klar sejr til programmet, der allerede har slået flere af verdens bedste skakspillere.

Af de seks spil endte fire med resultatet remis (uafgjort), mens computeren vandt over Kramnik to gange. Kramnik kan dog muntre sig med en trøstepræmie på en halv million dollars, samt rosende ord fra de skakeksperter, der fulgte opgøret mand mod maskine. Bortset fra en enkelt alvorlig fejl, hvor stormesteren valgte et såkaldt siciliansk forsvar, spillede han stort set på højde med maskinen, lyder dommen.

Måske er du interesseret i ...