nyheder/sas_fly.jpg

Udskriv boardingkortet hjemmefra

Med en ny service fra det skandinaviske flyselskab SAS kan passagererne udskrive boardingkortet hjemme og gå direkte til sikkerhedskontrollen i lufthavnen.

3. september 2007

Den nye ordning, der netop er gået i luften, skal gøre rejsen lettere for passagererne og indtjekningsproceduren billigere for SAS.

"Vi vil gerne øge andelen af passagerer, der ikke tjekker ind i lufthavnen," siger projektleder i SAS, Peter Svendsen, der vurderer, at besparelserne for hvert sparet check-in i grove tal nærmer sig 100 kr. Han tilføjer, at selvom de fleste rejser i dag kan gøres med f.eks. et kreditkort, vil rigtig mange passagerer stadig gerne have en form for papir i hånden til deres flyrejse.

SAS tilbyder online check-in via Internet, hvor man op til 22 timer før afgang kan vælge plads i flyet og selv udskrive boardingkortet. Den nye ordning lever ifølge SAS op til alle sikkerhedskrav fra de europæiske luftfartsmyndigheder.

Måske er du interesseret i ...