Large Hadron Collider

Saboterer partiklerne sig selv?

Uheld efter uheld synes at ramme den 27 km lange partikelaccelerator, som CERN har bygget under jorden ved Genève. Nu fremsættes teorien om, at acceleratoren saboteres af sin egen fremtid.

Den 10. september 2008 blev to protonstråler succesfuldt sendt hele vejen rundt i hovedringen på den store partikelaccelerator - Large Hadron Collider (LHC) - som ligger mellem 40 og 170 meter under jorden ved Genève. Kun ni dage efter den succesfulde opstart, opstod en alvorlig fejl, der var så omfattende, at reparationerne stadigvæk er i gang, og den først forventes klar igen til engang i næste måned.

Når det sker, er det tid til at teste en af de mere besynderlige og revolutionerende teorier indenfor fysikkens verden. Her snakker vi ikke teorien om ekstra dimensioner eller at partikelacceleratoren vil skabe et sort hul der opsluger jorden – men en ny, lettere speciel, teori fra to af verdens førende teoretiske fysikere, japanske Masao Ninomiya og Niels Bohr Instituttets Holger Bech Nielsen. De mener nemlig, at LHC saboteres af sin egen fremtid.

Begge fysikere har publiceret flere artikler, der hævder, at den Higgs-partikel som partikelacceleratoren blandt andet skal forsøge at skabe, og som har fået øgenavnet Gude-partiklen fordi den siges at være den oprindelige partikel i universet, er i modstrid med naturlovene. Derfor, og hold nu fast, vil skabelsen af denne partikel ifølge deres teorier udløse en reaktion tilbage i tiden for at forhindre, at partiklen bliver skabt.

I en artikel i The New York Times, sammenlignes det med at man rejser tilbage i tiden for at rede sin egen bedstefar fra at blive ramt af en bus. I tilfældet med Gude-partiklen hentyder teorien måske mere til at ’noget’ tager tilbage i tiden og forhindrer universet fra at blive ramt af overnævnte bus.

Ulykken sidste år hos CERN kom som følge af en kortslutning mellem to magneter, der gjorde at helium lækkede ud i den 27 kilometer lange underjordiske tunnel og gjorde at en række nye sikkerhedsmidler måtte installeres. Om det var fremtids-sabotage, vides ikke, men i modsætning til mange andre teorier fra fysikkens verden, kan vi meget snart få vished i den her sag. Skulle partikelacceleratoren fungere igen inden for den næste måneds tid, må det nødvendigvis være et tegn på, at fremtiden trods alt er velvillig overfor maskinen.

Måske er du interesseret i ...