musikpirater

Piratkopiering dræber ikke musikindustrien

Musikindustrien har i flere år klaget over piratkopiering, men de ulovlige musik-downloads får ikke forbrugerne til at stoppe med at betale for musik.

Ulovlig deling af musik med kopirettigheder har været musikbranchens yndlingssynder, når der skulle findes en forklaring på faldende salgstal. Piratkopieringen rammer muligvis også cd-salget, men forklaringen kan også findes andre steder, viser en ny undersøgelse fra London School of Economics.

Mens pladesalget siden 2004 er faldet markant, har musikbranchens samlede indtægter ikke ændret sig synderligt. Der er nemlig mange måder, musikerne kan tjene til dagen og vejen på, og mens en del musik bliver hentet ulovligt på internettet, så bliver en stigende andel også købt på redelig vis.

På bare otte år er salget af musik over internettet og mobiltelefoner steget med næsten 100 millioner kroner. Derudover er det især i forbindelse med koncerter, at pungen bliver hevet op af lommen. Her er indtægterne strøget i vejret med cirka 110 milliarder danske kroner.

Eksempelvis tjente den kvindelige kunstner Beyonce alene cirka 10 millioner kr. per optræden under hendes seneste tour.

Alt i mens musikbranchen klager over piratkopiering, så har undersøgelser vist, at musikpiraterne ofte også køber en stor del musik på lovlig vis. En af forklaringerne er de stigende antal lovlige musiktjenester som Spotify og WiMP.

Måske er du interesseret i ...