computersalg

Pc-salget styrtdykker

Salget af computere falder fortsat, viser nye tal. Faldet skyldes især, at forbrugere i højere grad køber tablets og smartphones.

Forbrugere river smartphones og tablets ned fra hylderne, mens de går lige forbi de bærbare og stationære computere. Det vesteuropæiske pc-salg er nærmere bestemt faldet med ca. 20 procent i første kvartal af 2013 i forhold til sidste år, mens antallet af tablets forventes at stige med ca. 70 procent i samme periode, viser tal fra analyseinstituttet Gartner.

Udviklingen presser producenter som HP, Lenovo og Acer til at tænke i nye baner som berøringsfølsomme skærme, og computere du kan betjene uden nødvendigvis at bruge mus og tastatur. Samtidig vil flere af producenterne fortsætte med at lave hybrider, som er en blanding mellem tablets og bærbare computere.

Samtidig medfører stigningen i salget af mobile enheder blandt andet, at der vil komme flere programmer, som ikke kan købes i fysiske butikker, men i stedet på programbutikker på internettet, som App Store og Google Play.

Totalt er antallet af computere solgt i Vesteuropa faldet fra 15,5 millioner i 2012 til 12,3 millioner i 2013.

Måske er du interesseret i ...