Intelligent bruser fra Hydrao
Hydrao Loop brusehoved

Hydrao Loop brusehoved

Tre vanvittige gadgets fra CES

CES 2017: Elektronikmessen CES byder på en uoverskuelig mængde innovative produkter - nogle er smarte, og andre er mere interessante, end de er anvendelige. Her har vi samlet tre af de mest fantasifulde.

11. januar 2017 af Mathias Flinck

Over 3.800 virksomheder valfarter i januar til verdens største elektronikmesse CES for at fremvise nye produkter og teknologier. Med så mange firmaer er der næsten statsgaranti for at støde på fantasifulde opfindelser.

I år var ingen undtagelse. Vi stødte undervejs på en række produkter, som nok bedst kan karakteriseres som skøre - her er tre af vores favoritter.

Den smarte stok fra Dring alarmerer de nærmeste, når du falder.

Den smarte stok

Dring Alert System er verdens første intelligente stok, der kan mere end blot at hjælpe gangbesværede med at holde sig på benene. Stokken bruger et accelerometer til at identificere tilfælde, hvor stokken og dermed sandsynligvis også ejeren falder. 

Falder stokken til jorden, alarmerer den straks den nærmeste familie, som har mulighed for at assistere eller tilkalde professionel hjælp. Ejeren kan dog også afblæse alarmen med et enkelt tryk på en knap, hvis stokken blot er blevet tabt.


Picobrew hjælper amatører med at brygge øl derhjemme.

Hjemmebryggeriet

Picobrew gør det nemt for at amatører at komme igang med at brygge øl. Aggregatet koster 799 dollars (knap 6.000 kroner) og klarer en stor del af bryggeprocessen. Du bestiller blot færdige pakker, Pico packs, med ingredienser til knap 200 kroner, og så er du igang.

Pico packs bliver sammensat i samarbejde med mikrobryggeri fra hele verden, så det bør ikke være billigt sprøjt, du ender med at drikke.


Diskolys gør det nemt at spare vand

Spar på vandet med diskolys

Har du styr på, hvor meget vand du bruger på dit daglige brusebad? Hydrao er brusehovedet, som skal gøre det nemt at holde styr på og sænke vandforbruget. Brusehovedet bruger små turbiner til at drive LED-lamper, der skifter farve alt efter, hvor meget vand du bruger.

Brusehovedet skifter fx fra grøn til blå, når du har brugt mere end 10 liter vand. Foruden lyskoden bruger brusehovedet en speciel teknologi til at slynge vandet hurtigere rundt, så du nemt kan skabe højere vandtryk, uden du øger vandforbruget. Prisen er 99 dollars (ca. 700 kroner).

Måske er du interesseret i ...