nyheder/emotiv145.jpg

Styr din pc med tankens kraft

Spil-entusiaster vil snart kunne styre figurer og objekter i den virtuelle verden alene ved hjælp af deres tanker og følelser.

20. februar 2008

Computerspil bliver stadig mere avancerede med intelligente modstandere og krævende opgaver i eventyrlige verdener som fx World of Warcraft. Et ny type headset, der kan aflæse hjernens aktivitet, kan forbedre realismen i dine figurers kunstige intelligens i spil og give autentiske ansigtsudtryk.

Det påstår i hvert fald firmaet bag headsettet, Emotiv Systems. Hvis computerspilleren smiler, blinker med øjet, chokeres og laver grimasser, opfanges hjernens impulser, som herefter overføres til ens figur i spillet. Det kan således også få konsekvenser, hvis du er glad eller ligefrem griner, når du har slået en spilmodstander ihjel, da det vil forplante sig til din figur, så du kommer til at fremstå som en hjerteløs spiller. Du vil også kunne flytte objekter på skærmen blot ved tankens kraft.

Headsettet kan registrere flere end 30 forskellige udtryk, følelser og handlinger, og ventes at komme i handlen i løbet af 2008 til en pris på 299 dollars, godt 1500 kroner.

Menneskets hjerne består af omkring 100 milliarder neuroner, eller nerveceller, og når nerveceller kommunikerer indbyrdes, sker det via elektriske impulser. Det er disse impulser, som Emotivs headset opfanger, hvilket ikke er nogen ny opfindelse. Det er dog det første neuro-headset, der ikke kræver et stort net af elektroder, og som er målrettet almindelig forbrugere til en overkommelig pris.

Måske er du interesseret i ...