Apple iPhone

Smarte mobiltelefoner stormer frem

Det er godt at være en smart telefon. Salget af kombinerede mobiltelefoner og lommecomputere er nemlig steget 75 procent i forhold til sidste år. Markedet for de såkaldte smartphones er nu fire gange større end markedet for PDAer.

De kaldes smartphones og de sælger rigtig godt. Enheder, der kombinerer en mobiltelefon med en lommecomputer, er voldsomt populære i øjeblikket og på verdensplan er salget af disse smartphones steget med 75 procent indenfor det sidste år. Markedet for smartphones er nu fire gange større end markedet for de traditionelle håndholdte mini-computere - de såkaldte PDAer. Det konkluderer en ny rapport fra det anerkendte amerikanske analysefirma Gartner.

Ifølge rapporten skyldes den væsentlige stigning i salget af smartphones både forbrugernes ønsker, udviklingen i telefonernes faciliteter og stærkt faldende priser. Især i Japan sælger de smarte telefoner godt, og Japan udgør nu tæt på en tredjedel af det samlede verdensmarked for smartphones.

Nokia er den største leverandør af de smarte telefoner og stod for 42 procent af markedet i første halvår 2006. Gartner forventer i øvrigt at salget af smartphones vil stige med 66 procent og nå 81 millioner enheder for hele 2006.

Måske er du interesseret i ...