samsungbrain

Samsung udvikler tankestyrede tablets

Samsung har indledt et samarbejde med universitetet MIT om at udvikle tablets, som kan styres med tankerne.

24. april 2013

Det er ikke mange år siden, at du kun kunne styre din telefon ved hjælp af et lille tastatur, men i dag kan du bruge stemmen, berøring og øjnene, når du skal finde rundt på telefoner og tablets. Udviklingen stopper dog ikke der, for Samsung arbejder på nye tablets, som kan styres alene ved tankerne.

De nye tablets bliver udviklet i samarbejde med det amerikanske tekniske universitet MIT. Når brugerne skal styre en tablet ved hjælp af tankerne, får de en hjelm på med en masse elektroder, som kan registrere hjernens impulser og omsætte dem til bevægelser på skærmen.

Hvis en person fokuserer på et bestemt program på skærmen i fem sekunder, vil programmet åbne automatisk, hvilket på nuværende tidspunkt fungerer i 80 til 95 % af tilfældene.

Samsung har haft succes med alternative måder at betjene smartphones og tablets. Deres seneste smartphone Galaxy S4 kan fx styres med øjnene, så skærmen automatisk slukker, når du kigger væk. Tankestyringen er især tiltænkt bevægelseshæmmede, da de ikke behøver at bruge hænder eller fingre til at styre apparatet.

Måske er du interesseret i ...