Fujitsu trådløs skærm

Pc-skærm helt uden kabler

Fujitsu kan som de første i verden fremvise en trådløs skærm på CeBIT-messen i Hannover.

7. marts 2011

Den evige forbandelse ved computere er og bliver det ledningsrod, der følger med, når skærm, tastatur, mus og alt det andet skal forbindes og have strøm. Men nu har elektronikproducenten Fujitsu taget det første skridt mod et pænere skrivebord. På CeBIT i Tyskland fremviser firmaet en computerskærm, der fungerer uden brug af nogle former for kabler.

Signalet til skærmen bliver sendt via trådløs USB, mens strømmen bliver tilført magnetisk ved hjælp af en plade i skrivebordet, der kan sende trådløs strøm på samme måde, som man kender det fra moderne komfurer med induktion. Fujitsu oplyser, at den specielle plade både vil kunne blive bygget ind i et skrivebord eller købes som en separat plade, der monteres under bordet. Selskabet regner med at kunne have skærmen og den specielle plade klar til salg i løbet af 2013. I mellemtiden forventer de, at teknologien vil brede sig, så resten af computeren også kører på trådløs strøm.

Måske er du interesseret i ...