nyheder/snorken_par_2.jpg

Ny pude stopper snorken

En ny pude med indbygget computer stopper snorken fra sengekammeraten ved at ændre synderens hovedstilling indtil snorkeriet hører op.

4. oktober 2007

Det er tyske forskere, der har opfundet puden, som skal komme irriterende snorken i soveværelset til livs. En prototype af puden er netop blevet vist frem på en konference om sundhed i Tyskland.

Puden er forbundet til en computer på størrelse med en bog, der f.eks. kan ligge på natbordet. Når computeren registrerer snorkelydene enten reducerer eller øger den en række luftlommer inde i puden. På den måde bliver hovedets position ændret, så gennemstrømningen af luft i næsen bliver bedre, og snorkelydene minimeres, forklarer Daryoush Bazargani, professor i datalogi ved universitetet i Rostock.

Den ergonomiske pude kan også bruges til at massere nakken, og en række amerikanske firmaer har allerede vist interesse for at fremstille puden.

"Jeg opfandt puden, fordi jeg selv snorker. Jeg har prøvet alle mulige produkter, men ingenting har virket,” siger Bazargani, der håber, at folk, som kommer til at bruge puden i fremtiden, vil få et mere roligt søvnforløb.

Måske er du interesseret i ...