lydbølger

Log ind med lyd

Google har opkøbt et firma, der specialiserer sig i at bruge lyde i stedet for kodeord.

19. februar 2014

Firmaet SlickLogin, har kun eksisteret i cirka to måneder og er nu blevet opkøbt af Google, for et ikke offentliggjort beløb. Det Israelske tomandsfirma har specialiseret sig i at lave adgangssystemer, hvor man bruger lyd til at logge ind med.

Det kommer til at fungere ved, at du i stedet for at indtaste en kode, bare trykker på log-på-knappen og lægger din telefon tæt op af computerens højtalere. Først registrerer teknologien, hvor telefonen befinder sig ved hjælp af Wi-Fi, så systemet er sikker på, at det ikke er et forsøg på at snyde det. Derefter sendes der højfrekvente toner til telefonen, som ikke kan høres af mennesker. Tonerne kan genkendes af en app på telefonen, som godkender informationerne og sender dem tilbage til computeren og logger dig ind.

I nogle tilfælde regner folkene bag teknologien, med at den helt kan erstatte kodeord, men højst sandsynligt vil den blive brugt som en ekstra sikkerhed, når man logger ind. Det vides endnu ikke, hvornår Google vil begynde at bruge det smarte system.

Måske er du interesseret i ...