Hvad er augmented reality?
Augmented reality

Når virkeligheden kombineres med det digitale, er der tale om augmented reality. Du kender det måske fra Pokémon Go. 

Hvad er augmented reality?

Augmented reality er et af de nye store fænomener i teknikverdenen. Men hvad dækker det engelske begreb egentlig over? Og hvad kan augmented reality bruges til? Det forklarer vi dig her.

22. april 2018 af Peter Skovbjerg Jensen

En af de helt nye store innovationer i teknikverden er augmented reality eller AR, som det forkortes til. 

Augmented reality er defineret ved, at virkeligheden og det digitale kombineres. 

Med AR-briller på kan du derfor både se verden omkring dig, samtidig med at du kan se et computergenereret billede ovenpå.

Efterhånden som håndholdte enheder er blevet kraftigere og mere intelligente, kan vi begynde at bruge vores telefoner til augmented reality. 

Men hvad kan augmented reality egentlig bruges til?

Augmented reality vs virtual reality

Nogle gange blander både normale brugere og professionelle augmented reality sammen med virtual reality.

Men selvom de to teknologier minder om hinanden, så er der én meget markant forskel.

Hvor augmented reality lægger et digitalt billede ovenpå virkeligheden, så lukker virtual reality dig helt inde i et isoleret skærmbillede.

Det betyder blandt andet, at augmented reality er meget bedre til at vise produkter i dit hjem. Derimod er virtual reality rigtig godt til indlevelse i eksempelvis film eller spil.

Augmented reality spil

Et af de steder, der virkelig har taget augmented reality til sig, er spilindustrien. 

Her har vi blandt andet set augmented reality spil som Lenovos Star Wars Jedi Challenges, som vi anmeldte for nyligt. Her lader augmented reality-teknologi dig kæmpe mod stormtroopere og andre fjender fra Star Wars universet midt i din egen stue.

Andre spiludviklere har brugt augmented reality til at placere fjender eller præmier rundt om i det normale landskab eller i byer. 

Det gælder eksempelvis det ekstremt populære Pokémon Go, der fik en stor del af verden til at gå på jagt efter små monstre i deres nabolag.

I videoen her kan du se, hvordan Pokémon Go udnytter augmented reality i et spil.

Augmented reality apps

Også store butikker som Ikea har taget den nye teknologi til sig.

Ikea har lavet en augmented reality app, så du kan se en lænestol, seng eller sofa i dit hjem ved hjælp af din mobil – før du køber produktet.

Ikea er langt fra de eneste. Malingsfirmaet Sadolin bruger augmented reality i en app, så du kan prøve en farve på væggen, og en app ved navn CamToPlan lader dig nemt lave en grundplan af dit hus kun ved hjælp af kameraet i din telefon.

I videoen her kan du se, hvordan Ikea udnytter augmented reality.

Måske er du interesseret i ...