Leapmotion

HP giver plads til bevægelserne

HP vil i løbet af sommeren lancere nye computere, som du kan betjene med bevægelse og uden at røre ved mus og tastatur.

Snart kan du åbne programmer og surfe rundt på nettet uden nødvendigvis at bruge mus eller tastatur. Verdens største pc-producent, HP, vil nemlig i løbet af sommeren 2013 lancere computere, som kan styres ved at bevæge hænderne i luften foran skærmen.

Computerne bliver lavet i samarbejde med Leap Motion, som vi tidligere har skrevet om i bladets nyhedssektion. De har lavet en lille kasse på størrelse med en æske cigaretter, som via kameraer kan registrere dine bevægelser og omsætte dem til bevægelser på skærmen.

Leap Motion er ikke en erstatning for dit tastatur og din mus, men et supplement. Der er nemlig blevet lavet en række af programmer, der understøtter teknologien, så du blandt andet kan tegne eller lave tekstbehandling ved at tegne og skrive med en blyant i luften.

Hvis du er mere den musikalske type, men ikke har plads til et klaver, så kan du også spille luftklaver, hvor dine bevægelser foran skærmen styrer virtuelle tangenter, mens musikken strømmer ud af dine højttalere.

De første HP-computere med Leap-teknologien vil have den lille kasse tilsluttet eksternt, så den skal ligge på skrivebordet, men virksomhederne håber på, at de længere sigt kan klemme teknologien ind i selve computeren.

Hvis du gerne vil gøre brug af Leaps smarte kasse, så behøver du ikke vente helt til sommer. Fra maj måned vil du kunne købe de små kasser separat og slutte til din computer. De kan købes fra Leap Motions hjemmeside og koster knap 460 danske kroner.

Måske er du interesseret i ...