nyheder/scannerpen.jpg

Helsidesscanner i miniformat

Scanneren er ikke meget større end en kuglepen, men den kan scanne en hel A4-side på fire sekunder i en flot opløsning.

20. februar 2006

Forestil dig en scanner, som kan scanne en hel A4-side i fuld bredde på bare fire sekunder, og som ikke fylder mere, end du kan have den i skjortelommen sammen med dine kuglepenne. Det er hvad det amerikanske firma Planon kan levere. Deres nyeste håndholdte scanner, DocuPen RC800, fylder ikke mere end 226x13x13 millimeter.

Trods den ringe størrelse kan DocuPen RC800 bruges til at scanne farvebilleder i en kvalitet på op til 400 dpi. Scanneren har indbygget 8MB hukommelse med lagerplads til 100 scannede sider. De scannede sider kan overføres til computeren via en USB-port, som scanneren også bruger til at genoplade det interne batteri.

På det amerikanske marked koster en DocuPen RC800 299,99 dollar, hvilket cirka svarer til 1900 kroner.

Måske er du interesseret i ...