IFA 2013

Få et smugkig på den nyeste elektronik

I morgen åbner den kæmpemæssige elektronikmesse, IFA, i Berlin. Messen præsenterer det nyeste nye indenfor forbrugerelektronik og er åben for alle.

5. september 2013 af Morten Skeldal Østergaard

Hvis du er en af de mange danskere, der befinder sig i Berlin i denne weekend, så kan det varmt anbefales at lægge vejen forbi det store messecenter i den vestlige del af byen. Her slår den kæmpestore elektronikmesse IFA nemlig dørene op i morgen, fredag den 6 september.

IFA er stedet, hvor virksomheder som Sony, Samsung og Siemens præsenterer deres nyeste produkter. På messen finder du alt lige fra køleskabe med internetadgang til de seneste computermodeller og supertelefoner.

Du kan prøve de fleste af tingene, og lade dig imponere af gigantiske tv-apparater med den nyeste skærmteknologi eller prøvesidde lækre tyske biler med indbygget avanceret GPS og underholdningscenter.

På messen er der masser af underholdning i den store have i midten af området. Her kan du fx opleve schlager-ikonet, Heino, der optræder den 9. september kl. 19.30. Messen holder også hver dag sin egen lokale Oktoberfest med bayerske specialiteter.

IFA løber fra 6. til 11. september kl. 10-18. S-Bahn-linjen S5 kører lige til døren, og det koster koster 12 euro at komme ind, hvis man køber billetten på messens hjemmeside. Hvis man er elektronikinteresseret, så er de penge givet godt ud, skulle vi hilse at sige.

Måske er du interesseret i ...