Følsom Bil

Din bil får følelser

Biler kan allerede se og tale. Nu er et tysk firma ved at udvikle et produkt, der gør din bil i stand til at føle, når den bliver ridset eller bulet.

9. februar 2015

Ville det ikke være smart, hvis din bil kunne fortælle dig, hvem der havde ridset eller bulet den, imens du var inde at handle? Det synes det tyske firma Hella. Derfor er firmaet godt i gang med at udvikle et produkt, der gør den i stand til det.

Der er tale om en form for folie, der dækker bilen med et net af berøringsfølsomme sensorer. Er du ikke selv i bilen, giver den dig besked om, at den er kommet til skade, så du hurtigt kan være på stedet.

Hvis bilen har kameraer installeret, kan den også aktivere dem, så du kan få billeder af den bilist, der har påkørt din parkerede bil. Via GPS kan bilen også registrere, hvor bilen er, når skaden sker.

Det sidste kan gøre produktet meget interessant for fx biludlejningsfirmaer, der dermed kan dokumentere, hvor, hvornår og hvordan en skade er sket.

Flere bilfabrikanter har vist interesse for produktet, heriblandt BMW, og Hella forventer, at det vil være installeret i de første biler i 2018.

Måske er du interesseret i ...