Fremtiden

Dette bliver 2016’s største teknologitrends

Det pibler konstant frem med nye teknologier og produkter, men hvilke får tag i os i 2016? Et britisk analysefirma har svaret!

30. december 2015

Udviklingen i teknologi- og computerverdenen virker til at accelerere for hvert år, der går. 2016 bliver ingen undtagelse, hvis man skal tro på en rapport fra det britiske firma Juniper Research, der beskæftiger sig med markedsanalyser. I 2016 kommer vi ifølge Juniper Research til at tage en række banebrydende teknologier til os. Nogle af forudsigelserne har været på nippet til at få et gennembrud i længere tid, mens andre er mere overraskende.

1 Virtual reality Virtual reality har været i flere årtier været spået som en revolutionerende teknologi, der kunne bjergtage verden fra den ene dag til den anden. 2016 bliver dog året, hvor de klodsede briller fanger et publikum. Store virksomheder som Sony, Oculus og Samsung står da også klar med forbrugervenlige produkter, der kan forvandle virtual reality fra at være en god ide til en kæmpe succes.

2 Robotter flytter ind Mennesker er sociale væsener, der elsker at bruge tid sammen med andre og dele hverdagens glæder. I 2016 kan det betyde, at robotter flytter ind i hjemmet. Teknologien er efterhånden blevet så veludviklet, at mange robotter kan interagere ganske godt med mennesker. I Japan blev robotten Pepper lanceret af firmaet Sofbank, og de første 1.000 eksemplarer blev udsolgt på under et minut. De kostede næsten 10.000 kr., så der kan sagtens være et marked for sociale robotter.

3 Wearables kommer på arbejdspladsen Smartwatches og intelligente armbånd, der kan holde styr på vores helbred, finder i stigende grad vej til forbrugernes håndled. Begge dele er så småt på vej til at vinde den brede befolknings gunst, og for hvert smartwatch, der bliver lanceret, kommer vi tættere på en model, der både er pæn og kan noget ”smart”.

Gennembruddet kommer i 2016 på arbejdspladsen. DHL har i det forgangne år eksperimenteret med at udstyre deres medarbejdere med intelligente briller, og det løftede produktiviteten med 25 procent.

Især i sundhedsindustrien kan brillerne få et gennembrud, vurderer Juniper Research. Her giver brillerne fx kirurger mulighed for at kommunikere med hinanden på tværs af landegrænser, når de skal udføre komplicerede operationer.

4 Telefonerne bliver markant hurtigere Moderne smartphones boltrer sig i dag på de såkaldte 3G- og 4G-netværk, men allerede næste år kan 5G blive introduceret. Denne netværksstandard er 100 gange hurtigere end 4G, hvilket vil løfte harstigheden på mobile enheders dataforbindelse geveldigt.

Førende firmaer som Huawei, Ericsson og Softbank har allerede udført test over sommeren i henholdsvis Holland og Japan. Resultaterne har været positive, og derfor kan virksomheder allerede stifte bekendtskab med netværket næste år, mens forbrugere må vente til 2017.

5 Alle dine skærme snakker sammen Danske husstande har efterhånden et bredt udvalg af skærme, og mange junglerer dagligt med både smartphone, tablet, computer og smart-tv. Det bliver nemmere i det kommende år, for der kommer flere funktioner, som tillader, at skærmene kan snakke sammen.

Det skal gøre det nemmere at flytte indhold fra én skærm til en anden. Bliver du ikke færdig med filmen på tv’et, kan du se det sidste kvarter på din telefon, når du sidder i bussen.

6 Bitcoins ryger i banken Den virtuelle valuta Bitcoins har haft både op og nedture. Grundlæggende har møntenheden ikke helt slået til endnu, men store finansinstitutter fortsætter med at investere i teknologien bag, og det kan give pote.

Blockchain, som teknologien hedder, gør det muligt at spore digitale transaktioner, og det kan være med til at give hurtigere og mere sikre pengeoverførsler.

7 Computerspil ryger i skyen I 2016 vil de højest profilerede 3D-computerspil kræve en stærk computer og en god internetforbindelse. Computerspil kommer nemlig i stigende grad til at blive streamet fra skytjenester. Teknologien er endnu kun på et stadie, hvor det delvist kan lade sig gøre.

De krævende spil er nemlig utroligt datatunge, og her vil et skybaseret spil køre for langsomt i forhold til de krav, som spillene stiller. I skydespil vil du derfor knap nok nå at se fjenden, før din karakter er blevet skudt.

8 Computerspil bliver en tilskuermagnet Computerspil er ikke længere noget, som unge drenge slår tiden ihjel med hjemme på værelset. Faktisk er det blevet en populær sportsgren, der går under navnet eSports. Der bliver afholdt internationale stævner med flere tusinde tilskuere, fans og med store pengepræmier til vinderne.

De store eSports-arrangementer kan mennesker i andre dele af verden desuden streame live, og det står til at få et gennembrud i 2016. Indtil videre har transmissionerne været gratis, men populariteten vokser konstant, så fra næste år begynder folkene bag de store eSports-begivenheder at sælge tv-rettighederne.

9 Databeskyttelse får flere former Vi kobler ure, køleskabe og biler på internettet, for at kunne monitorere og fjernstyre. På internettet kan de mange nye enheder være et mål for it-kriminelle, og derfor kommer vi til at se mange nye sikkerhedsprodukter. De forskellige enheder tiltrækker nemlig forskellige trusler, og derfor også have forskellige værn mod dem.

10 Invester i naboens opfindelser Crowdfunding er et fænomen, som kun vil vokse sig større. I dag publicerer entreprenører deres ideer og prototyper på hjemmesider, hvor andre brugere kan spytte penge i projektet i bytte for at være blandt de første, der får fingre i det færdige produkt.

Fremover vil idemagerne også kunne sælge dele af deres virksomhed, efter de amerikanske myndigheder har ændret reglerne forbundet med crowdfunding. Reglerne er endnu ikke trådt i kraft, men de kan resultere i en økonomisk saltvandsindsprøjtning til de mange Ole Opfindere, der hver dag lægger projekter på sider som Kickstarter.

Måske er du interesseret i ...