virtuelreality

Bedre end virkeligheden

Vi har prøvet virtuel reality-briller, der byder på 1080p opløsning og for første gang siden begrebet blev opfundet, tror vi på at reality i navnet faktisk betyder virkelighed.

Oculus Rift, som systemet hedder, er næsten bedre end virkeligheden. Det var i hvert fald svært at løsrive sig efter fem minutter som virtuel rumkriger i spildemoen Eve: Valkyrie udviklet af Islandske CCP.

Man skal sikkert bare samle et par ti år gamle numre af Komputer for alle op, så er der en nyhed om den virtuelle virkelighed. Ideen med at tage et par briller på i stedet for at bruge en traditionel skærm for på den måde at opleve, at man træder ind i den computerskabte virkelighed, er langt fra ny. Men tekniske begrænsninger har altid gjort, at ideen var interessant, men langt fra nogen overbevisende oplevelse.

Firmaet OculusVR har endelig løst problemet og med den nyeste version af deres Oculus Rift-briller, der nu har fået Fuld HD opløsning (1080p), er indlevelsen total. Brillerne flytter billedet næsten uden slør lige så hurtigt, som du kan dreje hovedet, og har også et udvendigt kamera, der registrerer dit hoveds placering, så hvis du f.eks. læner dig fremover for at se nærmere på en skærm i dit virtuelle rumskibscockpit, så kommer den tættere på.

Vi fik lov til at lege piloter i fem minutter på Intels stand på CES-messen (det er Intels processorer, der gør brillernes avancerede realtids-beregninger mulige) og er overbeviste om teknologien. Grafikken var forrygende og oplevelsen af at flyve for fuld fart i en retning, mens man drejede hovedet bagover for at skyde efter en forfølger var perfekt. Vi så ikke på et billede af verdensrummet - vi var i det.

Oculus Rift satser til at starte med på spil til pc, men hvem ved om de smarte briller ikke kan bruges til andet, når de først kommer på markedet.

> Læs nyhederne fra CES 2014 her

Måske er du interesseret i ...