Signature

NemID lanceret

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen lancerer den nye digitale signatur, der skal gøre det let for danskerne at benytte fx offentlige tjenester på nettet.

I løbet af det næste halve år får omkring 3 millioner danskere NemID via deres netbank.

NemID er den nye løsning, der skal sikre en nem adgang til en lang række af selvbetjeningstjenester på nettet. Det er primært netbanker det handler om, men også en lang række private hjemmesider skal nu kunne benyttes ved hjælp af NemID. Det gælder fx ejendomsmæglerbranchen, forsikringsselskaber og pensionskasser, ligesom HK og Klasselotteriet også er med på båden.

”Vi skal have borgerne til at vælge de digitale kanaler. Men det gør de kun, hvis det er sikkert og nemt at bruge. Det er det med NemID,” fortæller videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Det er DanID som står bag NemID. Løsningen er udviklet med fokus på brugervenlighed, mobilitet og sikkerhed, og der er også udviklet en særlig model til de blinde og svagtseende, i samarbejde med Dansk Blindesamfund.

Fra i dag kan NemID bestilles på linket til højre samt i forskellige borgerservicecentre og skattecentre. Bankerne er også begyndt at udsende NemID til deres netbankbrugere, og inden udgangen af 2010 vil alle danskere med netbank have fået et NemID via banken.

Måske er du interesseret i ...