Plurk vs Msn

Microsoft bekender tyveri

Da Microsoft lancerede en ny mikroblog-feature kaldet “Juku” på det kinesiske MSN, kom det hurtigt frem, at koden til programmet var taget direkte fra den dansk-udviklede software Plurk.

Plurk er en variant af Twitter, som har fået stor succes i Asien, fordi firmaet var hurtigt ude med versioner på de lokale sprog. I Taiwan er Plurk.com således nummer 38 på listen over mest besøgte websider fortæller Version2.

Kort tid efter, at det nåede ud til offentligheden, at MSN Chinas tjeneste ”Juku” ikke kun havde efterlignet designet på softwaren Plurk, men også taget koden derfra, har Microsoft nu i en pressemeddelelse indrømmet tyveriet.

»Underleverandøren har nu erkendt, at en del af den leverede kode rent faktisk var kopieret. Dette var sket i klar modstrid med leverandørens kontrakt med MSN China, og handlingen er uforenelig med Microsofts politik om respekt for intellektuel ejendomsret,« skriver Microsoft i deres pressemeddelelse.

”Når vi hyrer et eksternt firma til at stå for udviklings arbejde, er det vores praksis at inkludere stærke ord i vores kontrakt, der klart slår fast at selskabet skal frembringe et resultat, som ikke krænker andres intellektuelle ejendomsret. Vi er et firma, der respekterer den intellektuelle ejendomsret, og det har aldrig været vores hensigt at have en side, der ikke respekterer det arbejde, som andre i branchen har gjort.”

Juku-tjenesten er nu lukket definitivt ned, efter først at have været taget midlertidigt offline som led i en intern undersøgelse. På billedet kan både MSN og Plurks eget design ses i forhold til hinanden - det er Plurks design nederst.

Hovedudvikleren bag Plurk er danske Amir Salihefendic, der har en bachelor i datalogi fra Aarhus Universitet og står bag flere populære tjenester, blandt andet Todoist.com, som har over 100.000 brugere.

Måske er du interesseret i ...