Kyllingenuggets

Var det noget med et års forbrug af nuggets?

© Shutterstock

Kylling fører til Twitter-rekord

En ung amerikaner har sat vild rekord i sin jagt på gratis mad.

10. maj 2017

”Hvor mange retweets for et års forbrug af kyllingenuggets?”
”18 millioner.”
”Betragt det som gjort.”

Sådan lød en kort beskedudveksling på Twitter mellem den amerikanske studerende Carter Wilkerson og fast food-kæden Wendy´s i begyndelsen af april.

Carter Wilkerson tog derefter et skærmskud af beskederne, og delte det med sine følgere i en ny besked, hvor han udtrykte sit brændende ønske om retweets for kylling.

Et retweet svarer til at trykke ”Del” på Facebook.

Verdensrekord på Twitter

Det har i skrivende stund ført til intet mindre end 3.534.728 retweets, og det er et tal, der har slået den tidligere rekord, der blev sat af talkshowværten Ellen Degeneres i 2014, da hun delte et billede af sig selv omgivet af Hollywood-stjerner ved en Oscar-fest.

Der er ganske vist ikke tale om 18 millioner retweets, men da rekorden blev slået, valgte Wendy's at holde ord, og de har sendt Carter Wilkerson et gavekort på et års kyllingenuggets. 

Restauranten har også i anledningen doneret 100.000 dollars til den velgørende forening Dave Thomas Foundation, der hjælper udsatte børn med at finde nye hjem.

Måske er du interesseret i ...