Facebook netværk

Hårdere pres på Facebook

Masser af børn bruger i dag den sociale netværkstjeneste Facebook uden at ane, at deres personlige oplysninger er fuldt tilgængelige. Det vil Socialdemokratiet nu have ændret.

Facebook bruges i dag af op mod 2 millioner danskere, en god del børn inkluderet. Danmark skal derfor stille skrappere krav til siden, for at sikre, at specielt børns privatliv bliver beskyttet. Et led i dette kunne være indførelsen af en børneprofil, som automatisk hindrer personlige oplysninger i at blive givet videre, uden at brugerne (børnene) er opmærksomme på det.

Det fortæller Socialdemokraternes forbrugsordfører, Benny Engelbrecth, i dag til Business.dk, efter at videnskabsminister Helge Sander (V) og justitsminister Brian Mikkelsen (K) torsdag var kaldt i samråd for at svare på, hvad der bliver gjort for at værne om privatlivets fred på det populære online-netværk.

Socialdemokraterne vil have EU til at oprette en speciel ombudsmandsinstitution for privatlivets fred, og derved sikre at de personlige oplysninger som folk måtte lægge op på Facebook ikke kan blive misbrugt. Som det er nu, anbefales det af en såkaldt Artikel 29-gruppe, bestående af alle EU-landenes datatilsyn, at en markedsføring målrettet specifikt mod børn ikke finder sted på siden, og at forældre i det hele taget bør godkende, at deres børn overhovedet opretter en profil på det populære sociale online-netværk i første omgang.

Som det er nu, må man oprette en bruger på det sociale online-netværk, så længe man er fyldt 13, alligevel kan man se mange væsentligt yngre, der regelmæssigt bruger Facebook. Når så mange 8-12-årige bruger tjenesten, foreslår Benny Engelbrecht at siden bør lave en særlig børnetilgang - en profil med alle spærringer slået til, som skal knyttes til en voksens profil, og som skal have tilladelse for at bruge den først.

Den canadiske myndighedsorganisation CIPPIC har haft større udbytte med at lægge pres på Facebook, end hvad det indtil videre er lykkedes for EU at få opfyldt. ”Derfor vil vi selvfølgelig fortsætte med at lægge pres på, og jeg beder nu om en række opfølgende oplysninger. Vi vil følge meget nøje med i, at der sker noget,” siger Benny Engelbrecht til Business.dk.

Måske er du interesseret i ...