Kina og Google

Google siger stop til Kina

Kina kan meget vel gå en Google-fri tilværelse i møde. Den populære søgemaskine har truet med at trække sig helt ud af Kina, efter at have opdaget intensive hacker-forsøg af kinesisk oprindelse.

14. januar 2010

Google har været udsat for ondartede hackerangreb fra Kina. Sådan lød det tirsdag fra firmaet bag den store søgemaskine, Google, i en meget opsigtsvækkende udmelding

I den sidste måned har Google efter sigende været udsat for et velorganiseret og systematisk internet-angreb, hvor hackere, der enten skulle stamme fra Kina, eller benytte sig af ressourcer, der førhen er blevet kædet sammen med den kinesiske regering, har forsøgt at skaffe sig adgang til en række post-konti på Google’s e-mail-service, Gmail. Her er der ifølge Google blandt andet opdaget gentagne forsøg på at tiltvinge sig adgang til kontoer der tilhører kendte kinesiske menneskerettighedsaktivister.

Angrebene, der ikke kun skulle være rettet mod Google, men også adskillige andre firmaer, har fået den populære søgemaskine til at true med at fjerne deres kinesisk-sprogede udgave af deres tjeneste, samt at lukke deres afdelinger og helt trække sig af Kina.

Google, der tidligere er gået med til at lægge censurfiltre ind på deres søgemaskine i Kina, hvad der blandt andet forhindrede kineserne i at bruge søgeord som ”Dalai Lama”, nægter som følge af sagen nu fremover at filtrere deres søgninger. I stedet siger det, at det nu vil gå i dialog med den kinesiske regering for at finde en løsning, der tillader ufiltrerede søgetjenester, eller helt trække sig ud af Kina.

I Kina er vandene delt, og adskillige debatforaer syder med nærmest nationalistiske udmeldelser, der hævder at Google’s ultimatum egentligt skyldes at de er slået af Kinas mest brugte søgemaskine, Baidu, og ikke har noget med hacking at gøre. En bemærkning på hjemmesiden for den kinesiske avis, ”the Global Times”, bemærker ifølge nyhedsbureauet Reuters fx at "vores største kinesiske søgemaskine har overlegent vundet over den førende amerikanske, og vi kan igen glæde os i den globale arena. Det viser også, at der ikke findes et sted, hvor vi ikke kan måle os med de Forenede Stater.”

Et andet sted, er en gruppe kinesiske fans af Google mødt op foran firmaets kontorer for at vise deres støtte, mens andre placerede blomster ved Googles logo, som for at mindes en hedengangen person.

Måske er du interesseret i ...