Google søgning

EU skal undersøge Google

En lille gruppe firmaer, heriblandt et datterselskab til Microsoft har klaget over Google til EU. Kommissionen vil nu indlede en undersøgelse.

Tre klager mod internet-mastodonten Google, har nu fået EU-Kommissionen til at ville indlede en undersøgelse af firmaet. Det er den britiske prissammenligningstjeneste Foundem, den franske justitssøgemaskine ejustice.fr og tyske Ciao, som har indgivet klagerne. Ciao er ydermere et datterselskab af Microsoft.

Det britiske Foundem mener at Googles søgemaskiner placerer deres side lavere i søgeresultaterne, og altså favoriserer andre, fordi Foundem som en vertikal søgemaskine (altså en søgemaskine der specificerer sig inden for et emne, i stedet for at søge bredt) er en direkte konkurrent til Google. Den franske justitssøgemaskine har en lignende begrundelse for deres klage.

Den sidste klage fra Ciao er umiddelbart den mest interessante. Google og Ciao har tidligere haft et ganske udmærket samarbejde og Ciao har ifølge ComOn.dk også brugt Googles reklameprogram Adsence før. Det ændrede sig, da Ciao blev købt af Microsoft. Ciao sendte en bølge af klager over Googles forretningsmetoder, først til det tyske Bundeskartellamt og senere til Bruxelles.

Google står selv uforstående, og mener ikke, at de har gjort noget forkert i sagen. De slår fast, at man ikke gør noget for at skade konkurrenterne eller deres kunder. Firmaet bag den gigantiske søgemaskine erkender selv at søgningen måske ikke er perfekt, men at søgeresultaterne sorteres efter en række algoritmer, der forsøger at placere de resultater med den største værdi for den enkelte bruger øverst. At en side som Foundem ligger dårligt placeret, skyldes udelukkende at firmaet selv ikke har optimeret deres egne søgemaskiner, og derfor er dårligere end andre vertikale søgemaskiner. EU-Kommissionens undersøgelse mod Google er stadigvæk kun i opstartsfasen. Det er derfor stadigvæk meget uvist, om der vil blive foretaget egentlige konkrete skridt mod Google.

Måske er du interesseret i ...