Stik

EU-krav skal mindske strømforbrug

Torsdag den 7. januar trådte nye krav til elapparaternes standby-forbrug i kraft.

Så længe stikket sidder i en tændt stikkontakt, bruger langt de fleste apparater el. Også når apparaterne er på standby og ofte også, selvom der er slukket på apparatet. Det har fået EU til at indføre nye krav for produkters elforbrug, når apparaterne ikke bliver brugt. Torsdag den 7. januar, trådte der således et nyt sæt regler i kraft, der skal være med til at mindske strømspild fra maskiner og apparater der står på standby eller er slukkede.

Grænserne for produkters elforbrug når de er på standby og slukkede er sat af EU, og betyder, at elektroniske og elektriske produkter fra den 7. januar ikke må bruge mere end 1 watt, når de er på standby eller slukkede. Hvis et produkt ikke overholder disse nye krav, må det ikke længere sælges i EU.

De nye regler er lavet for at mindske det enorme spild af strøm når apparater står på standby. Samtidigt lyder det i forordningen fra EU, at for at undgå unødige energitab bør det tilstræbes, at produkter i fremtiden overgår til en ”0-watt”-forbrugstilstand, når de ikke yder nogen funktion, selvom det måske kan være svært at opnå.

Der er også indført et krav om, at produkter skal have en standby og/eller sluk-funktion, men det er endnu ikke påkrævet, at apparatet automatisk skal gå i standby eller slukke. Det er først noget som bliver indført i 2013, hvor grænsen for apparaternes elforbrug vil blive sænket yderligere, til 0,5 watt i slukket tilstand.

Produkter, der skal overholde kravene, rækker lige fra vaskemaskiner, brødristere og kaffemaskiner over computere, printere og stereoanlæg til elektriske tog, racerbaner og håndholdte spillekonsoller.

Måske er du interesseret i ...