Fladskærms tv

Elektronik for 11 mia. sidste år

Elektronik er et hit herhjemme. Til trods for finanskrisen købte vi elektroniske apparater for omkring 11 milliarder kroner sidste år alene.

Danskerne er vilde med elektroniske apparater og dimser, og det skal en lille recession ikke sætte en stopper for. I 2009 blev der derfor solgt elektronik for omkring 11 milliarder kroner.

”Modsat andre brancher har salget af forbrugerelektronik ikke mærket finanskrisen, og salget af fladskærme sætter rekord,” fortæller Kurt Frausing, direktør for Branchen Forbrugerelektronik, som samler alle producenterne, til Business.dk.

På toppen af listen over indkøbte apparater findes fladskærmsfjernsynet. Hvis du har købt et nyt fladskærmsfjernsyn i løbet af 2009, så hører dit fjernsyn til blandt de 740.000, der blev solgt sidste år. Det er 110.000 flere end i 2008, og alt sammen godt hjulpet på vej af skiftet fra det analoge til digitale TV-signal.

Skiftet til det digitale signal, satte også god gang i salget af de digitale modtagerbokse, der er nødvendige, hvis man vil beholde sit gamle fjernsyn. 400.000 digitale modtagerbokse blev solgt i 2009 mod 140.000 i 2008.

Det forventes at fladskærmssalget også i år vil udgøre en stor del af salget. Der findes stadigvæk op mod tre millioner billedrørsfjernsyn i hjem og sommerhuse landet over, der skal udskiftes på et eller andet tidspunkt. Også ting som hjemmebiografudstyr og MP3-afspillere vil være efterspurgte.

Siden 2000 er omsætningen steget fra 5,7 milliarder til omkring 11 milliarder kroner.

Måske er du interesseret i ...