digital post

Danskerne utilfredse med digital post

Danskernes utilfredshed med digital post er steget siden 2012, og over en tredjedel mener i dag, at det er en dårlig ide, når det offentlige vil sende Digital Post i stedet for papirbreve.

Der bliver næppe folkelig jubel, når det offentlige fra 2015 udelukkende vil sende post over internettet og ikke med de traditionelle papirbreve. Under halvdelen af danskerne mener, at det er en god ide med digital post, mens over en tredjedel er direkte imod de digitale breve, viser nye tal fra IT i praksis-rapporten udarbejdet af Rambøll.

Utilfredsheden er steget siden sidste år, hvor der var væsentligt flere, som så frem til at tømme deres digitale postkasse. Mens 59 procent af danskerne var tilfredse med udelukkende at modtage post fra det offentlige i digital form, er tallet i 2013 nede på 48 procent. Samtidig er antallet af utilfredse borgere steget fra 32 til 36 procent på bare et år.

Den store utilfredshed vil dog falde i takt med, at der kommer bedre løsningerne for den digitale selvbetjening op mod skæringsdatoen i 2015, vurderer underdirektør i Rambøll Management Ejvind Jørgensen.

Mens en stor del af danskerne ikke ser frem til den digitale post, så er hele 84 procent af de brugere, som vælger at bruge digital selvbetjening, ganske tilfredse med e-løsningerne.

Måske er du interesseret i ...