nyheder/penge_2.jpg

Danskerne handler mere på nettet

Indkøb i Danmark sker i en stigende grad på nettet, ligesom Danskerne oftere bruger nettet til at undersøge tilbud i en butik, før de fysisk går ud at handle. Og det er en tendens som forventes at stige endnu mere her i 2010. Det viser en ny analyse fra DI Handel.

4. januar 2010

Internethandlen har over de seneste år taget en stadig større bid af den fysiske handel, så den nu er oppe på omkring ti procent. Omkring én ud af fire i gruppen op til 49 år forventer at skrue op for deres køb på nettet i 2010, mens det samme gør sig gældende for hver femte dansker i alderen 50-59 år.

"Den udvikling vil blot fortsætte, og det betyder, at virksomhederne skal være meget bevidste om, hvordan deres digitale udstillingsvindue stiller dem i konkurrencen om forbrugerne, der i stigende grad bruger online varekataloger, sammenligner priser på nettet og afsøger forretningers hjemmeside, inden de handler," siger Peder Søgaard-Pedersen, konsulent i DI Handel.

De fleste virksomheder har en naturlig forståelse af, at de bør have en hjemmeside, men der er fortsat mange, der ikke giver de besøgende mulighed for at handle online.

”Der er mange virksomheder, som har en hjemmeside, der kun leverer en præsentation af virksomheden og et begrænset varekatalog - lidt efter parolen, at opgaven er løst, når der er etableret en hjemmeside. De skal dog være opmærksomme på, at onlinetilværelsen er en løbende proces, som skal udvikles løbende, ellers bliver de overhalet indenom af konkurrenterne,” lyder det fra Peder Søgaard-Pedersen, som tilføjer, at der allerede er mange virksomheder i branchen, som klarer sig rigtig godt, men at flertallet af detailvirksomhederne kunne udnytte potentialet langt bedre.

Op til 38 procent af danskerne i analysen vælger nemlig i høj grad at hente informationer på forretningens hjemmeside, inden de går ud og handler rent fysisk. Tallet er endnu højere, hvis man ser isoleret på aldersgruppen 15-til 39-årige, hvor omkring halvdelen af danskerne tager et smut forbi en butiks hjemmeside, inden de går i byen for at benytte sig af tilbud eller lokale begivenheder.

”Det er i høj grad de samme krav, som forbrugerne stiller, om de går på nettet eller ind i den fysiske butik. Derfor skal virksomhederne været opmærksomme på, at de tilbyder de samme produkter og de samme services begge steder”, siger Peder Søgaard-Pedersen.

DI Handel er et branchefællesskab for 2.000 virksomheder, der beskæftiger sig med handel på handel til handel eller handel til forbruger markedet. Undersøgelsen af forventninger til internethandlen blandt 1.090 danskere er foretaget hos Catinét-IFKA.

Måske er du interesseret i ...