nine11

Beskeder fra 9/11

En halv million tekstbeskeder sendt den 11. september 2001 i USA er nu lækket på nettet for at skabe debat og give indblik i reaktionerne på den skæbnesvangre dag.

”World Trade Center er væk… Pentagon står i flammer. Ring!”

Det var en af de mange beskeder som blev sendt i forbindelse med terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001.

Websiden Wikileaks har offentliggjort en halv million tekstbeskeder der skulle være sendt i løbet af en 24 timers periode den skæbnesvangre dag for 8 år siden.

Antallet af beskederne, samt deres indhold, viser hvordan almindelige mennesker reagerede på dagen. Selvom mange af dem er automatisk genererede svar fra forskellige tjenester eller telefonsvarere, er der enkelte der står meget klart frem. Klokken 11:45 skriver Lovie fx:

“Jeg er meget bange og vil gerne være sammen med min familie. Må jeg godt gå?”

Den første besked offentliggjort på siden er fra klokken 3 om morgenen, den 11. September, fem timer før det første angreb, og den sidste besked stopper 24 timer senere.

Iblandt beskederne er der også enkelte, der viser, hvordan myndighederne handlede i timerne efter angrebet. En del offentligt ansatte i USA bærer personsøgere, og samlingen indeholder også beskeder fra blandt andet Pentagon og New Yorks politi.

”Arkivet er en fuldstændig objektiv fortegnelse over det vigtigste øjeblik i vores tid. Vi håber at dets indlemmelse i de historiske arkiver vil lede til en nuanceret forståelse af, hvordan denne begivenhed førte til død, opportunisme og krig,” skriver Wikileaks på deres hjemmeside.

Hvem der har frembragt de mange tekstbeskeder er ikke afsløret. Det kan være en offentlig myndighed eller et teleselskab, men det kunne i teorien også være en privatperson, der har opfanget de ukrypterede meddelelser i personsøger-nettet.

Måske er du interesseret i ...