Bekend dine synder på nettet

Amerikanerne skrifter over nettet. Siden det evangeliske netværk LifeChurch oprettede et online-skriftested, er det væltet ind med skriftemål.

Det evangeliske netværk LifeChurchhar oprettet forummet mysecret.tv, hvor folk kan skrifte anonymt på nettet. Frikirkens stifter, Paster Craig Groeschel, mener, at det var nødvendigt. - Jeg kan ikke sige, hvor mange hundrede gange folk er kommet til mig og har fortalt, at de vil fortælle mig deres dybeste hemmeligheder. Jeg indså, at folk bærer rundt på mørke hemmeligheder, og internettet giver dem et sted at skrifte i første omgang, siger han.

På siden er der blandt andet fortællingen om den glade familie- og forretningsmand, som dyrker sex med en anden mand i hans kirke, den unge kvinde, som skød sin kæreste, mens hun var på stoffer, kvinden der som barn blev solgt til sex af sin far og en række andre skæbner. Der er mange steder, hvor folk kan fortælle om deres mørke hemmeligheder på internettet, men Mysecret.tv-forummet er det første, som tilhører en kirke. Siden starten for en måned siden har Mysecret.tv fået mere end 150.000 hits, og mere end 1.500 har angret deres synder på nettet.

Craig Groeschel var efter 16 år som skriftefader klar over, at folk, der besøgte kirken for at fortælle deres hemmeligheder, ofte var plaget af skyld, men han er chokeret over de fortællinger, som folk poster på Mysecret.tv. - At vide at så mange af de folk, jeg ser hver uge og som udadtil ser normale ud, alligevel indeholder så meget smerte, har været overraskende, siger han.

Måske er du interesseret i ...