iPad

Apples iPad-navn ejes af andet firma

Apples iPad er ikke det eneste produkt med det navn – adskillige andre firmaer har igennem noget tid haft det samme allerede, og nogen af dem har retten til at bruge navnet i samme kategori som Apples iPad.

Et firma, der formodes at være et dække for Apple, har ansøgt EU om brugen af iPad-navnet som varemærke til trods for at den fransk-italienskejede virksomhed STMicroelectronics allerede bruger navnet IPAD til en chip til mobiltelefoner.

I februar 2010 offentliggjorde Apple deres nye tablet-pc, iPad. Med en skærm på 9,7 tommer markedsføres den med multimedieafspilning og internet-brug i højsædet. Men navnet iPad bruges ifølge Computerworld.dk allerede i flere andre sammenhænge:

Siemens registrerede et varemærke for navnet iPAD i 2007 indenfor en anden kategori, nemlig motorer og maskiner.

Apple er i de senere år løbet ind i flere problemer med varemærker. Fujitsu har siden 2002 markedsført en håndholdt enhed som en iPAD. Der er dog uvished om Fujitsu stadig ejer det varemærke i USA.

Og det er ikke første gang sådan noget er sket for Apple-koncernen. Ved lanceringen af deres iPhone løb de ind i problemer med Cisco Systems, som ejede varemærket for iPhone-navnet. Cisco sagsøgte Apple, dagen efter Apple offentliggjorde iPhonen først på året i 2007. Det endte dog med at de to virksomheder indgik et forlig.

Apple har ansøgt om retten til iPad-navnet i seks forskellige ”kategorier” heriblandt de to kategorier, som STMicroelectronics allerede ejer, kategori 9 og 16. Kategori 9 handler om elektronik og konponenter, mens kategori 16 handler om brugen af navnet på print på alt fra æsker og papir til software og brugervejledninger.

Den fransk-italienske STMicroelectronics registrerede navnet IPAD som et varemærke i EU i september 2001. Det vil ifølge EU's varemærke-database udløbe til september i år.

IPAD står ifølge virksomhedens website for Integrated Passive and Active Devices.

Måske er du interesseret i ...