nyheder/windows7_183.jpg

Windows 7 uden Internet Explorer

Når Windows 7 den 22. oktober lander i butikkerne, bliver det uden Internet Explorer. Det sker, fordi Microsoft vil overholde lovgivningen i Europa, men det er ikke det EU-kommissionen har bedt om.

Når Microsoft lægger Internet Explorer i Windows som en integreret del, og dermed får en konkurrencevridende fordel, så hæmmer det ifølge EU-kommissionen konkurrencen på området. De havde lagt op til, at du under installation, frit kunne vælge din fortrukne browser. Nu har Microsoft valgt at gå den modsatte vej og fjerne sin browser fra Windows 7.

Den såkaldte E-edition er en Windows 7 uden browser, og den vil kun blive solgt i Europa. Det er så op til producenterne, om de vil lægge Explorer, Firefox, Safari, Chrome, Opera eller flere forskellige browsere på computerne. Den beslutning har Microsoft taget efter polemikken i netop Europa, hvor EU-Kommissionen gentagne gange har påtalt, at konkurrencen og innovationen er hæmmet, fordi stort set alle computere bliver født med Microsofts egen browser.

Du kan derfor fortsat købe en computer med en browser fra fødslen. Nu er det bare op til den enkelte producent, hvilken browser de lægger på deres computere. Hvis du køber en Windows 7 uden computer, vil Microsoft sørge for, at du får adgang til Explorer via en CD, FTP eller med hjælp fra forhandleren.

EU-Kommissionen har allerede udtalt, at Microsofts bud på en løsning ikke er tilfredsstillende. Kommissionen har tidligere foreslået, at man viser nye computerejere en liste over den eller de browsere, som de kan vælge at installere, når de tænder computeren for første gang.

"Windows 7 E-edition vil indeholde alle de andre funktioner, som resten af klodens pc-brugere får i deres Windows-udgaver", siger Mortimer Liebman, der produktchef for Windows i Danmark.

"Vi er 100 procent committed på at levere Windows 7 til det europæiske marked på samme tidspunkt med resten af verden. Men vi er også 100 procent committed til at overholde gældende lov i Europa. Derfor har vi besluttet at tilbyde Windows 7 uden Internet Explorer."

Måske er du interesseret i ...