wikipedia

Wikipedia ansvarlig for løgn og fakta

Verdens største leksikon Wikipedia er dømt ansvarlig for, at der ikke optræder løgn og latin på leksikonets brugeroprettede sider.

Kan det virkelig passe, at Anders Fogh Rasmussen efterfulgte Christian den fjerde som Danmarks konge, eller at det danske flag i virkeligheden er blåt og lilla? Et hurtigt kig i internet-leksikonnet Wikipedia kan give dig fuldstændig fejlagtig viden, fordi alle sidens brugere har mulighed for at nedskrive ny viden til et emne og fx kan skrive sig selv ind i den danske kongerække.

De misvisende informationer forsøger ca. 30.000 frivillige redaktører verden over dagligt at luge ud i, og ovenstående eksempler vil i dag blive rettet efter meget få sekunder, og den pågældende bruger vil blive udelukket fra siden.

Organisationen bag siden Wikimedia Foundation har ikke tidligere været holdt ansvarlig for, at fakta er fakta og ikke historier fra de varme lande. Det kommer dog til at ændre sig fremover, efter en domstol i Stuttgart har afsagt en dom, der fastslår, at Wikimedia kan stilles til ansvar for fejl og urigtige oplysninger.

Den tyske dom kan danne præcedens for, hvor meget ansvar Wikipedia har i forhold til brugernes indspark, og bliver praksissen realiseret verden over, kan Wikimedia se frem til at gennemgå mere end fire millioner artikler nøje for fejl og fakta.

Fejlraten er dog efterhånden så lav, at Wikipedia i dag bliver anset som værende ganske troværdig og blandt andet har udkonkurreret internetudgaven af det britiske leksikon. Enkelte fejl kan dog opstå i det enorme leksikon, og dommen er også et resultat af en side med angiveligt fejlagtige oplysninger.

Anklageren følte sig krænket af en side om ham, hvor det blandt andet fremgik, at han på tv havde lavet en salut til Hitler og havde bagatelliseret seksuelle krænkelser af børn. Alle informationerne var taget fra avisartikler, og anklageren mente, at de var usande, og Wikipedia på den måde var med til at sprede usande rygter om ham – en sag han altså fik medhold i.

Måske er du interesseret i ...