nyheder/gnoogslogo_large.jpg

Slip for julegaveræset med ny gaveguide

Nu kan du blive fri for at fare rundt i butikkerne for at finde inspiration til årets julegaver. Ny guide på nettet giver dig forslag til den perfekte gave til manden, konen eller kæresten.

Den nye gaveguide Gnoogs er en database på nettet, hvor du ud fra nogle få kriterier kan søge inspiration til den perfekte julegave. Du vælger køn på modtageren, en gavekategori – f.eks. bolig eller fritid, en alder og et prisleje, og straks toner et væld af muligheder frem på skærmen.

Ifølge guiden skal et hankønsvæsen på 31 år indenfor kategorien fashion finde et par frække rugby badebukser, et par forede hjemmesko eller et halstørklæde under juletræet. Skulle nye beklædningsgenstande ikke være nok til at rette op på tingenes tilstand, foreslår gaveguiden i den dyre ende også en makeover til den nette sum af 5000 kr. Men så står de dygtigste frisører og stylister ifølge guiden også klar med den ultimative forkælelse og stilvejledning.

Gnoogs sælger ikke varerne selv, men nøjes med at vise dem frem på nettet med fotos, pris og oplysninger om, hvor gaverne kan købes.

Skulle du selv blive inspireret af gaveguidens udbud, kan du på Gnoogs oprette din egen ønskeseddel, som altid ligger klar på nettet. Guiden indeholder også en påmindelsesfunktion, så du slipper for at gå rundt og huske på fødselsdage og andre mærkedage. Du taster datoerne ind én gang for alle og får så i god tid en påmindelse via mail eller SMS.

Måske er du interesseret i ...