Imgur

Populær side til billeddeling er nu helt gratis

Tjenesten Imgur, der indtil nu har kostet 24 dollars om året for den fulde version, er nu blevet ganske gratis – du må dog finde dig i reklamer.

10. februar 2015

En af internettets største tjenester til billeddeling og -lagring, Imgur.com, har valgt at sløjfe deres pro-udgave og opgradere den gratis version af siden. Pro-udgaven har hidtil kostet 24 dollars om året.

Siden blev grundlagt i 2009 og blev hurtigt populær. Du kan vælge enten at opbevare billederne i en privat mappe eller dele dem med hele verden, og det er i særdeleshed det sidste, Imgur er blevet berømt for. Hjemmesiden bruges i vid udstrækning som portal for billeder af nuttede dyr og såkaldte memes.

Med Imgurs gratis version var du før begrænset til at uploade 255 billeder - nu kan du uploade så mange som du vil. Til gengæld er der fortsat reklamer i den gratis version – dem kunne du tidligere slippe for, ved at købe den fulde version.

Har du investeret i den fulde udgave af Imgur inden for de seneste 30 dage, skulle du få dine penge refunderet automatisk.

Måske er du interesseret i ...