Firefox Yahoo

Ny søgemaskine i Firefox

Efter 10 år vil Google ikke længere være standardsøgemaskine i browseren Firefox. Det bliver i stedet Yahoo, der tager over i en femårig aftale.

20. november 2014

Fra starten af 2015 vil du blive mødt af Yahoos søgemaskine, Yahoo Search, når du søger efter noget i Firefox. Mozilla, der står bag Firefox, og Yahoo har nemlig indgået en femårig aftale, så det fremover er Yahoo, der viser dine søgninger. Helt konkret betyder det, at når du skriver et søgeord i Firefox adresselinje, bliver du ikke længere henvist til Googles søgeresultater, men Yahoos.

Selvom Yahoo bliver standard, kan du dog stadigvæk skifte til fx Google eller en anden tjeneste.

Som en del af samarbejdet, bliver Yahoo lanceret i en ny udgave, der er tilpasset Firefox. Den nye søgemaskine minder meget om Googles og vil have et mere enkelt og brugervenligt design.

Aftalen kommer på et godt tidspunkt for Yahoo, der i lang tid har været pressede på markedet. På nuværende tidspunkt har Yahoo nemlig kun 3,82 procent af markedsandelen på verdensplan, mens Google ligger klart i spidsen med 88,73 procent. Det viser tal fra analyseværktøjet StatCounter.

I Danmark er vi endnu gladere for Google. Her har it-giganten en andel på hele 95 procent, mens Yahoo må nøjes med 1,39 procent.

Udover sin søgemaskine, er Yahoo nok mest kendt for deres Yahoo! Mail, lanceret i 1997 og webportalen Yahoo.com med alt fra nyheder til finansstof.

Måske er du interesseret i ...