Nemidbrug

NemID-løsning er stadig ikke fundet

En ny opdatering til Java har givet problemer med adgangen til NemID, men løsningen er forhåbentlig lige om hjørnet.

18. oktober 2013

Står du over for at bruge NemID til din netbank, må du fortsat væbne dig med tålmodighed eller finde alternative løsninger. Den digitale signatur kommer nemlig tidligst til at fungere helt uden problemer i dag, fredag den 18. oktober, siger Nets, der står for NemIDs drift.

Problemerne er opstået i forbindelse med den seneste opdatering til programmet Java, der er nødvendig for at bruge den digitale signatur. Den nye opdatering understøtter dog ikke NemID, og det har gjort det vanskeligt for mange at bruge deres netbank og borgerservice-portalen borger.dk.

Det volder Nets så store kvaler, at de stadig foretager undersøgelser og tests, og de regner altså med at kunne levere en løsning i løbet af i dag, så NemID kommer til at virke med den nyeste Java-udgave.

Du kan få NemID til at virke ved at vende tilbage til en tidligere udgave, men det kan være farligt, da hackere og it-tyve kan få adgang til din pc gennem alle de huller, som den nye opdatering netop har lukket.

Måske er du interesseret i ...