outlookcom

Microsoft genbruger din e-mail

Lukker du din e-mail-konto hos Microsoft, er adressen ikke død og begravet. Den bliver i stedet givet videre til en ny bruger.

Bruger du ikke din e-mail-konto hos Microsoft i 270 dage i træk, bliver den lukket. Det ved de fleste, der har læst brugerbetingelserne for tjenesten, men de færreste ved nok, at en lukket konto kan genopstå i en anden brugers navn.

Der står nemlig ingen steder i betingelserne for Hotmail, Live og Outlook.com, at en lukket konto vil genopstå efter ét år, men praksissen har været anvendt i flere år, bekræfter Microsoft over for det hollandske it-medie Webwereld.

Har du ikke været aktiv i 270 dage, ”bliver kontoen sat i kø med henblik på at blive lukket. Efter yderligere 360 dage bliver kontoen gjort tilgængelig igen,” skriver Microsoft i en e-mail til Webwereld.

Derefter er der intet, som fohindrer, at en komplet fremmed kan modtage dine e-mails, hvis du ikke har fået fortalt din omgangskreds, at du har skiftet mail-adresse. Dine gamle e-mails bliver dog slettet, når kontoen først er blevet lukket, så der er ikke tale om, at den nye bruger kan få adgang til dine gamle mails.

Genbruget møder kritik fra den engelske organisation Privacy International, der kæmper for private rettigheder på internettet. De mener, at Microsoft som minimum bør gøre opmærksom på praksissen i tjenesternes brugerbetingelser.

Microsoft er ikke den eneste e-mail-udbyder, der genbruger adresserne. Yahoo giver også nye brugere mulighed for at få gamle e-mail-adresser, mens brugerne hos Google trygt kan lukke en konto uden frygt for, at den får en ny ejer.

Måske er du interesseret i ...