TROLLIRAN

Iran kapper kablerne

For iranerne er det lige straks slut med at være forbundet med omverdenen.

25. september 2012

Den Islam-kritiske film ”Innonce of Muslims” har sat den muslimske verden i brand, med store protester og bølger af vold til følge. Iran har også været ramt af store demonstrationer. Iran opfordrede Google, som ejer Youtube, til at fjerne videoen, men det har de nægtet. Derfor blokerer Iran nu alle Google-tjenester i landet, men de stopper ikke der.

Igennem flere år, har man i Iran arbejdet på at lave et nationalt net, så de kan skære forbindelsen til omverdenen. Iran har allerede meget omfattende internet-censur, men når forbindelsen til omverdenen kappes, erstattes alle de populære sider, som søgetjenester og mailprogrammer, med statsejede alternativer. Fremover skal iranerne altså benytte Iran Search Engine og Iran Mail, hvor man naturligvis skal registreres med fulde navn og adresse, for at få en e-mailkonto.

Iranerne benytter opstanden, som et springbræt til at få lukket internettet. En talsmand fra Iran har bekræftet, at alle offentlige myndigheder og kontorer allerede er forbundet med det nationale net, så de skulle stort set være klar til at kappe kablerne. Det nationale net vil give de iranske myndigheder fuld kontrol til at overvåge alle, og censurere alt de ikke er tilfredse med. Banker, myndighederne og store virksomheder må stadig have forbindelse til det rigtige internet, da det er påkrævet for dem, men adgangen er under streng censur, naturligvis.

Iran er ikke det eneste regime, der har forsøgt sig med at nationalisere nettet. De kommer i fint selskab, med blandt andet Cuba og Burma. De iranske myndigheder hævder, at nationaliseringen også er beskyttelse mod kommende cyber-angreb. Iran bruger blandt andet Stuxnet-virussen, der blev brugt til at angribe Irans uran-fabrikker, som begrundelse for at isolere sig fra omverdenen. Det kan du læse mere om på linket i højre side.

Hvornår Iran finder den helt store saks frem, og bliver et sort hul i informationsnetværket, vides endnu ikke præcist, men meget tyder på at det er lige om hjørnet.

Måske er du interesseret i ...